Bøn som selvudviklingsredskab
I mange år vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle finde ro, og jeg følte tit en form for tomhed og tristhed indeni. Jeg vidste ikke, det hang sammen med, at jeg ikke havde kontakt med mig selv på et dybere plan, for jeg anede ikke, at det dybest set er en relation til Gud.
Livet har lært mig at tage hundrede procent ansvar for, hvad der sker i mig. Til gengæld må du tage hundrede procent ansvar for, hvad der sker inden i dig. Det betyder ikke, at vi skal blive selvoptagede og navlebeskuende, og ikke kan hjælpe hinanden og være der for hinanden. Tværtimod.
Det betyder, at den del af dig (lad os kalde det essensen), som ikke er din personlighed, din alder, dit køn, din slægt, dine holdninger, dine idiosynkrasier, altid vil stræbe efter harmoni og balance. Og hvis man bilder sig ind, at det er andre mennesker, der skal gøre noget andet eller være på en anden måde, for at man kan have det godt, så lider man. Man tror, man lider, fordi omgivelserne ikke makker ret, men i virkeligheden lider man, fordi man er ude af sync med sin essens og med Gud.
I bønnen vender vi os udad og samtidig indad på en måde, som er helt unik. Når vi siger tak for de gaver, der lander i vores liv, sker der en vigtig omprogrammering af psyken.
Lige så let vi har ved at acceptere videnskabelige eller psykologiske fakta, lige så svært har vi ved at give os hen til at samarbejde med vores essens i fuld tillid til, at Gud arbejder i os. I stedet kommer vi ofte til at modarbejde vores indre balance og helingsprocesser, fordi vi tror, vi SELV skal styre det hele med vores tanker, kontrol, negativitet og bekymringer. Som desværre forværrer og forsinker det hele.
Husk:
Kærligheden er der hele tiden. Den venter bare på, at blive gravet frem. Nogle siger, at det er en flig af det guddommelige, der gemmer sig som en skat i vores indre. Den tanke kan jeg godt lide. Det kan være lidt af et slid at finde frem til den gennem selvransagelse, kropsarbejde, meditation, refleksion, coaching eller terapi, men i bønnen får vi meget forærende. For dens bestanddele er fred, tilgivelse og kærlighed, hvor intet ondt kan rodfæste sig.
Så bag den måske lidt popsmarte overskrift gemmer der sig mange og dybere lag, som jeg kun kan opfordre dig til at gå på opdagelse i.
Bed trygt – og pas godt på dig selv.