Nogle (personlige) tanker om at forandre sig og gå ind i det nye

Hvordan forandrer vi os? Vi kender sikkert allesammen det her med, at vi gerne vil forandre os, vi længes mod det nye, og har bare lyst til at slippe alt det gamle i en hulens fart. Jeg kender det ihvertfald alt for godt. Og i en sådan grad, at jeg har siddet fast i det morads, jeg gerne ville ud af. 

‘Morads’ dækker her over: stressramt og sygemeldt for fire år siden. Og herfra stille og roligt, babyskridt for babyskridt at bevæge mig hen til at blive selvstændig som yogalærer og coach. Men når jeg følte, jeg sad allermest fast, var det som at sidde i en spændetrøje. Eller i et fængsel. For alt dét jeg gerne ville, krævede kræfter, som jeg ikke havde. 

Men det var ikke den eneste grund til, jeg sad fast. 

Jeg dømte også mig selv meget hårdt. Og hvis der er en ting jeg har lært de sidste fem år (og ti-øren er måske først for alvor faldet her inden for det sidste par år), så er det, at de domme vi kaster over os selv, kaster lange skygger ind i fremtiden. De er med til at forme vores liv, vores virkelighed. Domme over en selv vil aldrig – som i ALDRIG – bringe én derhen, man ønsker. Selvkritik er ikke vejen mod den forjættede horisont. Tværtimod.

Så så længe jeg troede på, at der grundlæggende var noget galt med mig, og at jeg skulle FIKSES, så længe sad jeg fast. 

Det var som om, der var et sæt spilleregler, jeg ikke kendte til. Regler til livets spil. Jeg vidste ikke, hvad det hele handlede om. Hvis kloge hoveder skrev: ‘Find svarene i dig selv, det hele er inde i dig allerede’, troede jeg alligevel, at jeg skulle finde svarene hos dem. Hvis jeg nu bare læste alle deres bøger eller så alle deres videoer på Youtube, så ville jeg sikkert ende med at blive lykkelig. Det blev jeg bare aldrig.

Først da jeg forsigtigt satte ind med at begynde at anerkende mig selv og acceptere mig selv – og (helt vildt) elske mig selv, SOM JEG VAR, skete der noget. Ikke som jeg gerne ville være engang ude i fremtiden, men som jeg VAR lige dér. Med stresssymptomer, drømme, skygger, længsler, bekymringer, fortrængninger og forsvarsmekanismer. Først med den selvomsorg skete der noget. De blødere tilstande inde i mig begyndte at afspejle sig i min ydre verden. Konflikter ophørte. Hvis der var optræk, blev de nemmere at håndtere. Andres meninger var pludselig ikke så vigtige længere. Jeg begyndte at gøre og handle på, hvad der gjorde mig glad i stedet for at tro, at jeg skulle gå andres vej, eller være som andre. 

Da jeg begyndte at holde af hele mig og TRO PÅ (eller rettere VIDE), at jeg ved bedst, hvad der er bedst for mig – kunne jeg begynde at slappe af. Og heale. Og være. Og nyde. Og bare glæde mig over at være i verden. Måske for første gang. Være langsom, når jeg havde brug for det. Tage en lur, når det var påkrævet. Ære mine behov kort og godt. Åbne hjertet for nuet frem for at leve ude i en fremtid, som aldrig kom.

Jeg er sikker på, at det er på grund af min egen tur gennem moradset, at jeg nu brænder så meget for at coache kvinder, der på den ene eller den anden måde står i et skift i livet.

Så hvordan forandrer vi os? For mig er det et sorteringsarbejde uden lige (og er). For selvfølgelig var (og er) der hjælpere på vejen, og det er jeg super taknemmelig for. Men de kunne ikke alene løfte mig derhen, hvor jeg gerne ville være. I perioder kunne jeg tro det. Indtil livet endnu engang viste mig, at det forholdt sig anderledes. JEG skulle tage ansvar, for kun jeg kunne tage skridtene. 

Hvordan forandrer du dig? Mit bud er, at det ved kun du.