Tæm katastrofetankerne og lad livet spire
Det er ikke forkert at reagere med ængstelse og panik, når vi konfronteres med en reel trussel som at møde et vildt dyr, hvilket heldigvis sjældent sker på vores breddegrader. Men selv om vi er grundlæggende okay (ikke er dødeligt syge eller tilsvarende), går de fleste af os alligevel rundt med en konstant følelse af ængstelse, ofte med en snert af katastrofe, og hvordan kan det lige være?
Det er godt at lære at tæmme sine egne indre vilde dyr, som konstant jager en skræk i livet på os. Katastrofetankerne, der fortæller os at vi ender som posedamer eller -mænd, hvis vi ikke gør dit, dat og dut, som samfundet foreskriver.
Nogen gange er livet stinkende hårdt og besværligt, og de episoder kan få os til at tænke negativt om os selv og om livet generelt. Desværre er besværlighederne en del af konceptet her på planeten.
Det er muligt at lære os selv at opbygge en tillid, der handler om, at livet vil os det grundlæggende godt. At vi kan læne os tilbage og være trygge med en forvisning om, at Gud tager sig af os. Finde ind til kærligheden bag det hele. Men vi afholder os selv fra at mærke denne tryghed, fordi vi tror vi skal klare alting selv, kontrollere os ud af alting og fjernstyre tilværelsen med vores hjerner. Som iøvrigt kun gør alting meget værre, desværre…
Jeg har selv mærket tyngden af mine egne tanker – også før, jeg vidste det var mine tanker, der skabte den. Jeg troede bare, mit liv skulle være præget af mismod og tvivl. Forskning har vist, at vores tanker automatisk vil søge det problemfyldte, fordi tankerne elsker at gnave i alt, hvad der kan skabe bekymring. Desværre er det tankernes natur. Dine tanker, følelser og handlinger har bragt dig til, hvor du er i dag. Og dine tanker, følelser og handlinger, hvis de ændres, kan bringe dig til et andet sted i fremtiden.
Vores tanker skaber følelser i vores kroppe, der får os til at handle på forskellig vis, som i sidste ende skaber de resultater, vi står med.
Så det kræver en aktiv indsats for at skabe nogle nye og mere gavnlige overbevisninger. Det er ikke nok at sige det én gang om dagen, hvis resten af din dag er inficeret af negative tanker. Derfor kan det være en god idé at lægge det over til Gud og have en kærlig bøn, du stille og kærligt kan gentage inde i dig selv (læg evt. dine hænder over hjertet) i situationer, hvor dine tanker normalt ville køre på autopilot.
Med mindre du selvfølgelig på munkemanér evner at gøre dig helt fri for tanker – hvilket er en udfordring af de helt store – er det langt bedre at præge dig selv med positive tanker end negative. Det kan i sidste ende ændre din livsbane og give dig en sandere fornemmelse af, hvem du egentlig er, og hvad du formår. Igennem denne praksis kan du synke dybere ind i væren og finde ind til dit indre skatkammer af personlige ressourcer.