
Hånden på hjertet:
Ofte leder vi efter stilhed, enten i naturen eller inde i os. Vi tror, vi skal ‘berolige krop og sind’ for at føle stilhed, men sandheden er, at den bor i os hele tiden. Så det kan faktisk godt lade sig gøre at lukke øjnene og mærke stilheden med det samme.
Når jeg laver sessioner med en klient, inkluderer jeg altid en slags guidet meditation. Det hjælper hende med at slappe af, mærke sig selv, give slip på spændinger.
Den enkle gestus ved at placere en hånd på sit hjerte kan få hende til at føle sig tryg, sikker og støttet.
Klienten fortæller mig undertiden, at hun er overrasket over, at hun føler glæde eller lettelse i det øjeblik, hun tuner ind på sin krop.
Det er ikke så mærkeligt, da kroppen er en ven, der længes efter at mødes med dit mentale selv.
Åndedrættet er genvejen ned i kroppen, for så snart du mærker bevægelsen af åndedrættet i brystet eller maven, er du jo allerede i kroppen.
Det er ikke altid sådan, men et jævnligt tjek-ind i din krop vil før eller senere give dig denne oplevelse.
Her er en lille øvelse:
Mærk dit åndedræt med støtte
Læg en hånd på dit hjerte ca. på brystbenet og mærk håndfladen mod området. Få fornemmelsen af, at du støtter dig selv med denne hånd, som hvis du var en kærlig ven for dig selv. Luk så øjnene, hvis det føles fint nok at gøre og mærk varmen fra hånden. Mærk indåndingen bevæge sig i overkroppen, fra næsen gennem brystkassen og ned til maven – pust så langsomt ud gennem munden. Tag fem eller flere af den slags lange ind- og udåndinger. Lav ryggen mere rank på indånding og sænk skuldrene lidt mere på udånding.
Du kan flytte hånden ned, når du har lyst til det. Men du kan også lade den ene hånd være på brystbenet og placere den anden hånd på maven, så du mærker bevægelsen af åndedrættet både i brystet og i maven.
Efter et stykke tid med denne øvelse, vil du begynde at mærke roen forplante sig ud i dine celler, og du vil begynde at få en fornemmelse for kroppens intelligens og at den gerne vil kommunikere med dig.
Hvis du kan tænke dig en udvidet og kærlig guidet version af denne øvelse, som også indeholder bekræftelser og visualisering, som virkelig vil give dig en følelse af indre ro og styrke, så skriv til mail@tofteyogacoaching.dk, så vil du kort efter modtage vejledning til hvor du finder lydfilen.
Held og lykke med at forbinde dig med kroppen, din ven. Det er indsatsen værd.
Seneste kommentarer