Hvis jeg tumler med noget, er små-irriteret eller bare i halvdårligt humør, sådan som visse dage kan være for os alle sammen, så ved jeg, at når jeg laver yoga eller underviser i yoga, vil mit humør med hundrede procents sikkerhed forandre sig til det bedre.
Jeg vil føle mig tilpas i mig selv og i min krop, jeg vil komme i ‘vatter’ igen, og dét jeg tumlede med, vil ikke larme mere. Det er gledet i baggrunden og måske har det ovenikøbet løst sig i løbet af timen.
Sådan en effekt af yoga er ikke unikt for mig. Mange går til yoga, ikke kun for at holde sig fysisk stærke og sunde, men i høj grad også fordi yogaen har en mental effekt, man absolut ikke skal underkende. Flere nyere undersøgelser tyder på, at yoga kan hjælpe
med at styrke sociale tilknytninger, reducere stress og lindre angst, depression og søvnløshed. Og yoga evt. kombineret med mindfulness kan være både befriende og saligt befordrende for sjælefreden. (Se fx dette videnskabelige studie: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1002/da.22166)
Men det handler ikke kun om, at jeg ‘glemmer’ mine bekymringer under yoga, selv om det kan være ret smart at gøre fra tid til anden. Det handler nok heller ikke kun om yoga.
Nej, det handler (også) om, at distraktion fra dét vi går og ruger over i sig selv kan være befriende og befordrende for mental balance.
Jeg læste for nyligt om en øvelse som går ud på at man, mens man er midt i at spekulere og ruminere og frygte det værste, skriver alt det, der plager én ned i punktform.
Nu skal man så med vlije adsprede sig i mindst en time med noget tilpas distraherende til, at man kan forlade mængden af bekymringer nogenlunde. Øvelsen går så ud på, at man efter
hvad man nu har distraheret sig med, kigger på listen igen, og sandelig om ikke de fleste af de punkter, man skrev ned for ganske kort tid siden, som på daværende tidspunkt handlede om liv og død, synes mindre vigtige og ja.. mere ligegyldige.
Kort sagt; bekymringerne har sluppet taget i én, mens man beskæftigede sig med noget andet.
Så dette ‘noget andet’ behøver ikke nødvendigvis at være yoga.
Jeg synes imidlertid, at det er et rigtig smart træk at inkludere yoga, når man prøver at overkomme tankemylder, stress eller tendens til at spekulere og bekymre sig, da der, når kroppen bliver strakt og bevæget sammen med åndedrættet og derefter afspændt, indfinder sig en skøn ro.
Yoga udløser nemlig kemikalier i hjernen. Fx den ret så hype’de aminosyre GABA (der også findes som kosttilskud), som reducerer stress og angst og forbedrer søvn mm.
Nu er jeg ikke af den overbevisning, at problemer ‘bare’ skal glemmes, negligeres eller fortrænges af serie-binging eller noget i den stil. Problemer skal kigges på og tages alvorligt. Vi kommer bare meget let til, når vi selv går og ruminerer over vores problemer, at overfokusere på dem, så de hopper ud af proportion med virkeligheden. Og pludselig har vi skabt katastrofer på baggrund af tanker, der er løbet løbsk. Så at tage et par timer, hvor vi koncentrerer os om noget andet end tankemylderet, er en rigtig god idé, hvad enten man er til sudoku, at lytte til en podcast, se en film eller anden aktivitet, der adspreder tankerne. Men meget vigtigere end adspredelsen er selvfølgelig at vende os ud mod verden og se, hvilken forskel vi kan gøre i det små. Et smil til et medmenneske eller hjælp til en hjemløs eller måske er der en ven der hænger med næbbet, som vil blive glad for et opkald? Vi behøver nemlig ikke at være fulde af overskud for at kunne løfte andre. Tværtimod, for når vi så vender blikket tilbage til ‘problem-listen’ kan vi få øje på, at vores bekymringer nok ikke var så livsvigtige, som vi troede.
Øvelsen med at distrahere sig selv fra sine problemer fra hjernens tendens til at gnave i alt, hvad den finder på sin vej, kan gi’ tiltrængte frirum.
Hvis man derimod bruger al sin tid på at konfrontere sine problemer og vende og dreje dem, tager de hurtigt form af selvkritik.
Det kan øge problemernes omfang, hvis man IKKE går til et andet menneske, men vender dem indad.
Det er en yderst ensom og kompliceret manøvre at forsøge at løse egne problemer, og især hvis man er i modstand og fuld af selvbebrejdelser over i det hele taget at have dem. Det kan lade sig gøre at være sin egen terapeut, men det kræver års træning. Som Einstein sagde; vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang som skabte dem. Hvis vi prøver, dannes der lag på lag til en identitet hvor vi pludselig tror vi ER vores problemer.
Det er elementært vigtigt at vende dét man tumler med af stort og småt med en ven eller et kompetent menneske, man har tillid til.
Som med så meget andet i livet, handler det om balance. Ud fra egen erfaring vil jeg helt klart mene, at i balancen mellem at bearbejde problemerne (helst med et kompetent medmenneske) og tilpas med konkret handlen i verden i form af andre aktiviteter, det være sig praktiske eller at hjælpe andre eller gøre noget godt for sine medmennesker, findes den eftertragtede nøgle til et mere meningsfyldt liv.
Seneste kommentarer